Hop til indhold

Analytisk og forretningsorienteret bæredygtighedsøkonom til udvikling af den grønne agenda

I DLR Kredits afdeling Rating, IR og Bæredygtighed søger vi dig, som er udadvendt, nytænkende, analytisk og forretningsorienteret i en ny funktion som bæredygtighedsøkonom. Her skal du understøtte og styrke udviklingen af det bæredygtige område i hele DLR og hjælpe os med den grønne omstilling.

I DLR Kredit har vi høje ambitioner for den bæredygtige omstilling af det danske samfund, og vi ved, at vi kommer til at spille en central i rolle i de kommende år.

Det gør vi dels via vores udlån til landbrugs- og byerhvervsejendomme, og dels ved at være en aktiv deltager i arbejdsgrupper og sektorsamarbejder med fokus på bæredygtighed, og det er her, du kommer ind i billedet.

”Du får en nøglerolle i, at DLR når sine ’grønne’ mål i en virksomhed, der er Danmarks største landbrugsrealkreditudlåner med et udestående landbrugsudlån i omegnen af 100 mia. kroner,” siger Jakob Kongsgaard Olsson – Chef for Rating, IR & Bæredygtighed.

Vi er en arbejdsplads med dygtige, hjælpsomme og imødekommende kollegaer, hvor der ikke er langt fra idé til beslutning. Du får mulighed for at arbejde i en virksomhed med en flad ledelsesstruktur og en åben og uformel omgangstone. Vi lægger stor vægt på dine personlige egenskaber, så du falder godt til i DLR Kredit.

Din arbejdsdag vil være varierende – og opsøgende

Stillingen er nyoprettet, så du får mulighed for at præge jobbet. Du må meget gerne have interesse for bæredygtighedsøkonomi og kunne bidrage med den seneste viden. Du får en central rolle i at sikre, at bæredygtighed bliver forankret på tværs af organisationen og formidlet til vores låntagere, investorer og samarbejdspartnere.

Hverdagen byder blandt andet på tæt dialog med ratingbureauer om ESG-rating af DLR Kredit, skrive kvartalsvise briefs om bæredygtighed og udbygge ESG-rapportering som en del af vores års- og bæredygtighedsrapporter.

Du vil få et tæt samarbejde med din nærmeste leder Jakob Kongsgaard Olsson, som vil sikre, at du får en god start og en grundig viden om arbejdet med bæredygtighed i den finansielle sektor.

Det er med andre ord en enestående mulighed for både at være med til at påvirke hvilken retning DLR Kredit skal, og udvide eller oparbejde din eksisterende erfaring indenfor området.

Dine opgaver vil f.eks. være at

  • implementere DLR Kredits bæredygtighedspolitik i organisationen
  • være med til at sikre intern og ekstern kommunikation og uddannelse inden for bæredygtighed og vores bæredygtighedskoncept
  • koordinere bæredygtighedsarbejde på tværs af forretningsenheder
  • følge lovgivning og politisk udvikling på bæredygtighedsområdet og søsætte nye bæredygtige initiativer
  • være tovholder på ESG-rapportering

Du bliver ansat i vores enhed for Rating, IR og Bæredygtighed, som hører under DLR Kredits direktionssekretariat.

Er det dig, vi søger?

Vi søger dig, der har forretningsmæssig sans, lyst til at drive processer og stor interesse for bæredygtighed. Du skal både have overblik og kunne sætte dig grundigt ind i faglige detaljer.

Ideelt set har du en relevant kandidatgrad inden for en samfundsvidenskabelig uddannelse og 2-4 års erfaring fra en lignende stilling i den finansielle sektor. Det er en fordel, hvis du har arbejdet med bæredygtighed – men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lyst til at tilegne dig viden om bæredygtighed med henblik på at skabe forretningsmæssige resultater for DLR.

Som person har du kombinationen af at være udadvendt og analytisk med flair for at kommunikere klart i tale og på skrift. Du trives med at netværke og koordinere med de mange kollegaer, som bidrager til bæredygtighedsarbejdet i DLR Kredit.

Er du interesseret?

Ansættelsesvilkårene følger overenskomsten mellem FA og Finansforbundet. Løn efter kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Anne Vig Thomasen fra Advised by på telefon +4521427065 eller på mail avi@advisedby.dk

Alle ansøgninger bliver behandlet fortroligt, og DLR Kredit bliver ikke informeret om din identitet uden din forudgående accept. Der interviewes løbende, og vi forventer tiltrædelse snarest muligt, men er villige til at vente på den rigtige medarbejder.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Om os

DLR Kredit er et realkreditinstitut med speciale i udlån til erhverv og landbrug. Vi er ejet af 46 pengeinstitutter. På vores kontor, tæt ved Vesterport Station i København, er vi ca. 240 medarbejdere. Vi har desuden tilknyttet ca. 55 vurderingssagkyndige med base rundt i landet.