Ønsker du et job, hvor du kan bidrage med din store viden om data? Vi leder efter en kandidat med høj faglighed og solid erfaring som udvikler, som har lyst til at være med til at sætte standarder for arbejdet med data i DLR Kredit.
”Med respekt for hinandens faglighed og fokus på fælles værdiskabelse omsætter vi i Data Management forretningens krav til funktionelle løsninger” Rasmus Færge, afdelingsleder
Vi tilbyder
Du får et alsidigt job i en afdeling, hvor vi stræber efter at gøre tingene ensartet, og hvor du kan præge løsninger og kvalitet.
Sammen med det øvrige team får du ansvaret for data i relation til vores IRB-modeller, vores udlånsforretning og likviditetsstyring. Du får et tæt samarbejde med kolleger i bl.a. Modeludvikling, Økonomi, Fonds og Udlån, og en hverdag hvor du både løser udviklings- og driftsopgaver.
Vi arbejder på en decentral SAS-platform baseret på SAS 9.4 platformen, primært via DI Studio og med høj fokus på metadatasammenhæng.
Mere konkret skal du arbejde med at:
- Udvikle og vedligeholde ETL-jobs i DI Studio
- Udarbejde og vedligeholde dokumentation
- Sparre med kravstillere om design og løsninger
- Videreudvikle vores nuværende Data Governance, som går på tværs af analytiske enheder
- Guide og uddanne kolleger i anvendelsen af data fra Data Warehouse
Vi står overfor en snarlig konsolidering af vores modeludviklings DW og Enterprise DW. En opgave som stiller store krav til den forretningsmæssige forståelse og tekniske indsigt, og som du også vil være en del af.
Om Data Management
Data Management teamet består af 6 kolleger, der har det fulde ansvar for drift og vedligeholdelse af DLRs dataplatform, herunder serverpark, den analytiske værktøjskasse, Data Warehouse løsning og rapporterings- og indberetningsforpligtelser.
Vi gør en stor dyd ud af at kunne dele opgaver mellem os, hvorfor det er altafgørende, at vi arbejder struktureret og ensartet på tværs.
Data Management er en del af funktionsområdet ”Model- og Datainnovation”, som også dækker Analyse og Datakvalitet, Modeludvikling og Rapportering. Vi er tilsammen omkring 25 dataprofessionelle, som hver dag arbejder indenfor hvert vores speciale.
Samarbejde, ordentlighed og det at handle på udfordringerne er stærke værdier i vores organisation. Vi mener selv, at noget af det, der bidrager til en unik kultur og gør DLR til en fantastisk arbejdsplads, er vores fagligt kompetente og engagerede medarbejdere.
Du bidrager med
- Du har en relevant uddannelsesbaggrund som programmør, data engineer eller lignende
- Du har flere års dokumenteret erfaring fra en lignende stilling i den finansielle sektor, hvor du har arbejdet med Data Warehouse udvikling og datamodellering
- Erfaring med SAS og DI Studio og forståelse for værdien af metadata
- Erfaring i at arbejde med agile principper
- Du arbejder struktureret og med høj detaljegrad
- Det er vigtigt, at du tager ansvar for dine opgaver og kan arbejde selvstændig, men samtidig har lyst til at være teamplayer
- Generelt har du en positiv indstilling og smitter med dit gode humør
Er du interesseret
Lønnen fastsættes efter kvalifikationer og ansættelsesvilkårene følger overenskomsten mellem FA og Finansforbundet.
Du er velkommen til at høre mere om jobbet ved at kontakte Anne Vig Thomasen, Advised by på tlf. 21 42 70 65 eller mail avi@advisedby.dk.
Alle ansøgninger bliver behandlet fortroligt, og DLR bliver ikke informeret om din identitet uden din forudgående accept. Der interviewes løbende, og vi forventer tiltrædelse snarest muligt, men er villige til at vente på den rigtige medarbejder.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om os
DLR Kredit er et realkreditinstitut med speciale i udlån til landbrug og erhverv. Vi er ejet af 46 pengeinstitutter. DLR er udpeget som et systemisk vigtigt finansielt institut og er den femte største selvstændige udlånsvirksomhed i Danmark med et realkreditudlån på 180 mia. kr.
På vores kontor tæt på Vesterport Station i København er vi ca. 220 medarbejdere. Vi har desuden tilknyttet ca. 50 vurderingssagkyndige med base rundt i landet.