Hop til indhold

Vurderingssagkyndig til erhvervsejendomme – ”Esbjerg”

Har du lyst til at arbejde i en finansiel virksomhed i en positiv udvikling? Er du en erfaren vurderingsspecialist med stærke kompetencer inden for vurdering og værdiansættelse af erhvervsejendomme? Er du desuden bosiddende i nærheden af Esbjerg eller omegn, og har du lyst til friheden ved at arbejde hjemmefra – så kan du være den, vi søger!

Vi mener selv, at noget af det, der gør DLR Kredit til en fantastisk arbejdsplads og bidrager til en unik kultur, er de fagligt kompetente og engagerede medarbejdere. Samarbejde, ordentlighed og det at handle på udfordringerne er stærke værdier i vores organisation. Vi har en god og åben dialog med vores samarbejdspartnere. Vi leverer høj kvalitet og kompetent vejledning.

Om jobbet

DLR Kredit søger en rutineret vurderingssagkyndig til at styrke det vestjyske team, som refererer til Erhvervsafdelingen. Du får tildelt et nyoprettet vurderingsdistrikt, som omfatter Esbjerg, Varde og Ribe området. Distriktet bliver fastlagt efter nærmere aftale og under hensyntagen til din bopæl. Dit arbejde vil primært bestå i vurdering af boligudlejnings- og kontor/forretningsejendomme, andelsboligejendomme samt andre typer byerhvervsejendomme. Til erhvervsafdelingen i DLR Kredit er der i dag tilknyttet 21 vurderingssagkyndige, der geografisk dækker hele Danmark.

I dit vurderingsarbejde får du en tæt kontakt og dialog med vores samarbejdspartnere, de øvrige kolleger i det vestjyske team samt vores kreditrådgivere i København, som arbejder videre med dine vurderinger. Din hverdag er på den måde i høj grad præget af et stærkt samarbejde og værdifuld sparring med dine øvrige kolleger enten via telefonen eller teams-møder.

Du arbejder hjemmefra, og har på den måde stor grad af frihed til at tilrettelægge din hverdag, så det passer dig bedst muligt, og du bestemmer på den måde selv, om du tager på besigtigelser eller vælger at have en dag på hjemmekontoret. Vi har mere end 50 pengeinstitutter, som er vores samarbejdspartnere, og de sender ansøgninger fra deres kunder til dig, som du så skal hjælpe med at vurdere.

Kvalifikationer

Det forventes, at du har et godt lokalkendskab til ejendomsmarkedet i Sydvestjylland og er bosiddende i samme område. Du har minimum 5 års erfaring med værdiansættelse af erhvervsejendomme, boligudlejningsejendomme, andelsboliger mv. Du er uddannet i et realkredit- eller pengeinstitut gerne suppleret med en valuaruddannelse.

Den ideelle kandidat kan sige ja til følgende:

  • Du har erfaring med vurdering af erhvervsejendomme fra realkreditinstitut
  • Du er vant til at arbejde selvstændigt, hvor du i meget høj grad selv planlægger din arbejdsdag og opgaver, og du trives med denne arbejdsform
  • Du har empati og kan skabe gode relationer med både samarbejdspartnere og kunder
  • Du formår med ro og overblik at håndtere travle perioder
  • Du kan med overbevisning sige ja eller nej til de ”rigtige opgaver” i en hverdag med mange interessenter
  • Du har en detaljeorienteret og struktureret arbejdsform som sikrer, at DLR Kredits servicemål overholdes

DLR Kredit har bestemt også noget til dig

Vi er en arbejdsplads med dygtige, hjælpsomme og imødekommende kollegaer, hvor der ikke er langt fra idé til beslutning. Du får mulighed for at arbejde i en virksomhed med en flad ledelsesstruktur og en åben og uformel omgangstone. Vi lægger stor vægt på dine personlige egenskaber, og vi vil gøre vores bedste, så du falder godt til i DLR Kredit.

Hvis du er interesseret

Ansættelsesvilkårene følger overenskomsten mellem FA og Finansforbundet. Løn efter kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Anne Vig Thomasen fra Advised by på +45 21 42 70 65 eller på avi@advisedby.dk

Alle ansøgninger bliver behandlet fortroligt, og DLR Kredit bliver ikke informeret om din identitet uden din forudgående accept. Der interviewes løbende, og vi forventer tiltrædelse snarest muligt, men er villige til at vente på den rigtige medarbejder.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Om os

DLR Kredit er et realkreditinstitut med speciale i udlån til erhverv og landbrug. Vi er ejet af 46 pengeinstitutter. På vores kontor, tæt ved Vesterport Station i København, er vi ca. 240 medarbejdere. Vi har desuden tilknyttet ca. 55 vurderingssagkyndige med base rundt i landet.