Cover pool og sikkerhed
DLR er en væsentlig långiver på det danske realkreditmarked og yder primært lån til landbrugsejendomme, kontor- og forretningsejendomme, private boligudlejningsejendomme og private andelsboliger.
DLRs låneportefølje udgjorde 195,3 mia. kr. (nominel værdi) pr. ultimo september 2024. Heraf udgjorde SDO-lån udstedt fra kapitalcenter B 194,8 mia. kr., mens RO-lån udstedt fra instituttet i øvrigt udgjorde 0,5 mia. kr. DLR ophørte med at udstede RO-lån primo 2018 og har siden udelukkende udstedt SDO-lån, herunder også i forbindelse med refinansiering og konvertering af eksisterende lån.
DLRs udlån er omfattet af tabsgarantier stillet af de låneformidlende pengeinstitutter. Ved tab sker der endvidere modregning i låneformidlers provision.
DLR anvender det såkaldte “specifikke balanceprincip”, der indebærer, at der er fuld overensstemmelse mellem lån og obligationer. Den væsentligste risikofaktor for DLR er derfor låntagers manglende betalingsevne.
Aktivernes fordeling på kapitalcenterniveau fremgår af de kvartalsvise cover pool rapporter.
ECBC Covered Bond Label
DLRs særligt dækkede obligationer opfylder kravene til ECBC’s (European Covered Bond Council) definition af dækkede obligationer.
DLRs særligt dækkede obligationer (SDO) er omfattet af ECBCs Covered Bond Label, som trådte i kraft 1. januar 2013. DLR har dermed forpligtet sig til at offentliggøre cover pool data for instituttets kapital- og udlånsforhold ud fra principperne i den Harmoniserede Transparensskabelon (HTT) samt til løbende at opdatere obligationsdata på coveredbondlabel.com.
Besøg coveredbondlabel.com for mere information om ECBCs label-initiativ. Her findes information om alle de omfattede udstedere og obligationer.