DLR Kredit har i dag offentliggjort regnskab for 1.-3. kvartal 2020. Det samlede regnskabsmæssige resultat for årets første tre kvartaler blev på 714 mio. kr. før skat, hvilket er bedre end forventet. Forventningerne til resultatet for hele året er således opjusteret til niveauet 875-925 mio. kr. før skat.
Trods corona, har der været en fortsat stor udlånsaktivitet. Det skyldes ikke mindst den lave rente og en stor konverteringsaktivitet. Bruttoudlånet blev på godt 27 mia. kr. i årets første ni måneder, hvilket er mere end forventet. Væksten i udlånet, nettoudlånet, blev på 7 mia. kr., hvilket er den største vækst i 10 år. Udlånsvæksten har været særlig markant for byerhvervsejendomme, men der har også været en stigning i udlånet til landbrug.
DLR er kun i begrænset omfang eksponeret mod erhvervskunder, der er direkte ramt af de negative effekter af corona-epidemien. Vi har derfor indtil nu kun set en meget beskeden påvirkning af kundernes betalingsevne.